Hos Gran Living har vi arbejdet med fokus på deres logistik og lagersetup i Kina samt skabt et bedre overblik over lagersituationen for deres knapt så godt sælgende varer, de såkaldte C-varer.  

I de første tre uger benyttede vi os af mange af de arbejdsprocesser, som vi lærte fra Design Sprint-forløbet, fx startede vi med at interviewe medarbejdere fra både Danmark og Kina for at skabe et overblik over virksomheden og få de nødvendige indsigter til at løse problemstillinger i vores case.

Efter de indledende uger, hvor vi fik skabt os et solidt indtryk af Gran Living startede vi arbejdet med at finde konkrete løsninger på, hvordan deres lagersetup i Kina kunne forbedres. Dette indebar blandt andet udarbejdelsen af et Excel scenarie-model, der kunne estimere, hvornår Gran Living ud fra forskellige scenarier ville have midler til at optimere lagersituationen i Kina ved at skifte lagertype.

Derudover har vi arbejdet fokuseret på at indhente tilbud fra andre lagerleverandører i Kina ved den nye lagertype. Dette gjorde vi både for at indsamle viden om prisforskellen på de to forskellige lagertyper, men også for at klæde Gran Living på til at kunne foretage lagerskiftet ved at have konkrete tilbud på hånden fra forskellige lagerleverandører.

Et forkromet overblik og kategorisering af C-varer

Det andet store fokuspunkt i vores arbejde har været at skabe et større overblik over Gran Livings lagersituation for deres eget brand AYTM. Arbejdet bestod primært i at sætte fokus på deres knapt så godt sælgende produkter, de såkaldte C-varer, som ligger på lageret og binder kapital.

I forhold til dette skabte vi en mere præcis kategorisering af disse varer, som Gran Living fremadrettet vil bruge i deres udarbejdelse af handlingsplaner og strategiske beslutninger vedrørende varer, der ligger for lang tid på lager.

Derudover udarbejdede vi en Excel-model, der kan estimere, hvor meget Gran Living vil tabe eller tjene ved at nedsætte prisen på udvalgte C-varer. Dette har givet dem en bedre indsigt i problemet med C-varer, hvilket har ført til et kampagneinitiativ på udvalgte C-varer.

TIL DIG DER VIL VIDE MERE

Vil du vide hvordan du selv får et team af talenter til at løse din udfordring, på 12 uger?

Skriv dig op til at blive ringet uforpligtende op af en af vores konsulenter. Så tager vi en snak om forløbet og om hvordan vi kan hjælpe dig.