Efter 12 ugers målrettet arbejde har fem talenter været med til at skabe forandring og udvikling hos virksomheden PS-NIELSEN i Odense. PS-NIELSEN er en dansk totalleverandør til frisører, som bestræber sig på at være en samarbejdspartner for frisørerne og ikke kun en leverandør. I løbet af projektforløbet er der blevet udviklet en helt ny og moderne brandidentitet, rebranding af en produktlinje og udformning af en organiseret marketingstrategi. 

“Vi er professionelle frisører her i huset og det er dét vi kan. Derfor har det været så fantastisk, at få talenternes professionelle syn på vores virksomhedsstrategi, så vi kan fortsætte med dét vi er bedst til: at sikre kvalitetsprodukter og faglig rådgivning til frisørerne. Men vi er en virksomhed med en flad struktur og kort vej fra ide til handling, så vi har bare grebet talenternes gode ideer.” fortæller Søren Nielsen, CEO ved PS-Nielsen.

Tværfagligt talentteam når i mål med casen – og mere til 

De fire talenter, som blev udvalgt til at løse casen, lå samlet set inde med en bred vifte af kompetencer, som kunne komme i spil i løsningen af casen. Samtidig havde de et væsentligt overlap, når det handlede om ambitionen for PS.-Nielsen og løsningen af casen; de ville alle nå frem til den bedst mulige løsning – trods den afgrænsede tid. De lagde derfor fra start af ud med en tydelig forventningsafstemning og en klart formuleret projektplan – for derved at skabe fundamentet for et succesfuldt projekt. Herefter dykkede de ned i branchen og skabte sig en dybere forståelse for både virksomheden og frisørmarkedet i Danmark og Sverige.

Det gik hurtigt op for talenterne, at PS-NIELSEN var en virksomhed med et højt ambitionsniveau og et stort udviklingspotentiale. Heldigvis matchede det i stor stil talenternes, som faktisk formåede at komme i mål med hovedopgaven, som var at skabe en grundig kunde- og markedsanalyse af det svenske marked, før tid.  Efter aftale med PS-NIELSEN påbegyndte talentteamet efterfølgende et større arbejde med udviklingen af en ny brandidentitet, redesign af hjemmeside, optimering af brugerrejse samt en organiseret SoMe-strategi. Talenternes agile arbejdstilgang tillod dem at jonglere med PS-NIELSEN’s mange visioner for fremtiden, mens teamets faglige diversitet sikrede, at virksomheden fik meget mere, end de forventede af High Potentials-forløbet. 

Optimeret forretningsmodel og forbedret marketingstrategi 

Med forskellige baggrunde indenfor forretningsudvikling, kommunikation og design, blev det i processen tydeligt for talenterne, at PS-NIELSEN kunne profitere af en gentænkning af virksomhedsstrategien og en gennemgribende rebranding.  

Disse tanker førte også til ideer om en optimeret forretningsmodel og en forbedret marketingstrategi.  

“Talenterne har haft et rigtig godt samarbejde internt i teamet, men også sammen med os. Der har været en vildt god kemi! Og selvom rejsen kun lige er begyndt, har de bare nået så meget. Så talenternes ideer og kompetencer, har klart givet os noget at arbejde videre med. Det er en kæmpe ressource at få nye øjne ind i virksomheden, som ser noget vi selv er blinde for.”  beretter Pia Nielsen, CEO ved PS-Nielsen.

PS-Nielsen ansætter to talenter ved forløbets ende

PS-NIELSEN har været så glade for talenternes arbejde, at de har valgt at ansætte 2 af de 5 talenter. Talenterne har været med til at skabe stor værdi og vækst allerede, hvorfor virksomheden ser et stort potentiale i at fortsætte samarbejdet.  

 “Vi er så begejstrede over talenternes bidrag, at vi har bedt to af dem om at løbe videre med stafetten, så vi kan forblive en virksomhed i udvikling.” – lyder det afslutningsvist fra Pia Nielsen, CEO ved PS.-Nielsen.  

Talent-teamet bestod af: 

Ann-Cathrine Rubini Trane: Cand.mag., International Virksomhedskommunikation 

Emilie Greve-Oksfeldt: PBA, Entrepreneurship & Innovation 

Christoffer Asmussen: PBA, Digital konceptudvikling 

Emil Hansen: Cand.merc, Strategi & Organisation 

VIL DU HAVE LØST EN CASE FOR DIN VIRKSOMHED?

Skriv dig op til at blive ringet uforpligtende op af en af vores konsulenter. Så tager vi en snak om forløbet og om hvordan vi kan hjælpe dig.