Gennem High Potentials har fem talenter været projektansat i 10 uger ved den Aarhus-baserede virksomhed BurntWood for blandt andet at styrke strategien bag det nye grønne skud på virksomhedens stamme, ReWood.
Hvordan laver man et skalerbart produkt af genbrugsmaterialer, som skal styrke et stort uforløst potentiale inden for danske genbrugspladser og i dansk byggeri? Det var udfordringen som de fem talenter stod overfor ved Kick-off dagen hos LEAD THE TALENT og som de skulle arbejde imod at løse i løbet at deres 10 uger hos BurntWood.
De omdøbte sig hurtigt `The Dream Team´, og med uddannelser inden for salg og indkøb, arkitektur, it, bygge- og anlæg og arbejder konkret med at skabe grundlag for et skalerbart og finansielt bæredygtigt produkt.
Fundamentet bliver bygget
En del af casen var at gøre BurntWood produktet ReWood mere synligt for potentielle kunder, dette betød at første træk blev at genskabe BurntWoods online tilstedeværelse. Det blev talentet David, med hans uddannelse som Cand.It, som endte med at opbygge en ny hjemmeside op (CMS) og har hele vejen igennem været problemknuser og tovholder på de fleste IT-relaterede opgaver.
Sideløbende med at det digitale fundament kom på plads, spillede Kristian ind med hans talent for både for at skabe et pris værktøj i excel, samtidig med at han var med til at skabe en plan for optimeringen af produktionslinjen. Sideløbende har teamets indkøber stået for meget af den bagomliggende research som har været med til at skabe et informeret beslutningsgrundlag.
Som en del af casen var teamets dygtige arkitekt, Benedicte, ansvarlig for at producere forskelligt grafisk materiale til hjemmesiden foruden layout til den. Hun brugte også hendes erfaring indenfor projektering til at tegne et annex til modul produktion, som er estimeret til at blive en del af produktsortimentet fra tidligt 2021.
Ligeledes har den talentfulde bygningsingeniør lavet en god mængde mindre tegneopgaver, såsom hjørne detaljer til ReWood elementerne og en tegning af forskellige 3D elementer til et kundeprojekt. De opdaterede tegninger er samtidig med til at øge BurntWoods tiltrækningskraft på markedet, samt at fremvise hvordan ReWood kan bruges i forskellige projekter.
“Det har virkelig været en spændende udfordring, og et godt indblik i erhvervslivet, at deltage i Lead the Talent og arbejde med BurntWood. Det har været utroligt lærerigt at have fingrene med i det hele – jeg har lavet alt fra kontrakt formulering til tekstforfatning, og det kan jeg helt sikkert bruge i mit fremtidige arbejde.”
– Amalie, Cand.Merc i international B2B salg og indkøb, og en del af TalentTeamet hos BurntWood.
En cirkulær løsning bliver til
Som en del af fremtidssikringen af ReWood produktet stod både David og Kristian for at agere som salgskonsulent, her kontaktede de danske kommuner og var med til at sætte den eksterne produktion af ReWood op. Deres arbejde ledte i sidste ende til at BurntWood ikke bare fik flere kommunale aftaler i hus, men også at grundlaget for både fortsat og nye samarbejder var lagt i form af administration og online tilgængelighed.
“Lead The Talent er et godt koncept, netop fordi det fungere som et springbræt til at hjælpe akademikere ud på arbejdsmarkedet. Projektforløbet har været med til at give mig afklaring på en masse af de mindre opgaver som jeg som selvstændig ikke har mulighed for at få styr på. Det er løsninger som jeg kan bruge fremadrettet i min virksomhed.”
– Anders Jensen, Ejer af BurntWood.
For at sikre at løsningerne faktisk er bæredygtige har det været meget vigtigt for BurntWood at få certificeret de produkter og løsninger som blev lavet. Her har Amalie stået for at opstarte FSC Genbrugs certificeringen på ReWood produktet. Renate har i løbet af projektperioden lavet forarbejdet for at opnå adskillige bæredygtige mærkninger og certificeringer, det giver potentiale for brugen af BurntWood produkter i grønt byggeri.
Teamet bestod af:
- Amalie Munk – Cand.merc. Business-to-business Marketing and Purchasing – LinkedIn
- Benedicte Oredson Krone, Cand.arch, Arkitekt MAA – LinkedIn
- David Svitzen Ringaby – Stud.Cand.IT – Information Science – LinkedIn
- Kristian Tidemann Henriksen Global Business Engineer – LinkedIn
- Renáte Skovgaard Møller Cand. Tech. Bygningers Energidesign – LinkedIn