Som talent på LEAD THE TALENTs talentudviklingsforløb, fik jeg tildelt Camilla Høholt Madsen som mentor. Da jeg researchede hende, blev jeg grebet af en tvivl om, hvordan den relation skulle foregå – hun er jo direktør og er Work, Live, Stay’s Mufasa!

Havde hun virkelig tid til at engagere sig i en nyuddannet og grøn løveunge som mig?

Jeg var fuld af fordomme om bimlende telefoner, afbrudte samtaler og halvkold kaffe. Uanset velviljen til at opfostre løveunger, måtte realiteten da være høj travlhed og en lang prioriteringsliste, hvor jeg hverken ville stå i top 10 eller top 20.

Jeg havde derfor forberedt mig på at møde et menneske, der nok så gerne ville mig, men hvor tiden ville være vores største barriere. Så da jeg endda kom tre kvarter for tidligt til vores første møde, fordi togene ikke passede med mødetidspunktet, var jeg forberedt på at blive henvist til en stol i hjørnet med beskeden om, at ”direktøren kan da ikke tale nu, din tid er først kl 14!”.

Men da jeg kom ind i det åbne kontorlandskab, blev jeg først mødt af Camillas PA. Havde jeg en aftale med Camilla? Ja, det havde jeg da, men jeg er alt for tidligt på den. Nå men, det er vist ikke noget problem, vil du have en kop kaffe, mens hun taler færdig i telefon? Ja, det vil jeg da gerne, har I mælk? Alt imens Camilla vinkede entusiastisk fra hendes glasbur med telefonen klistret til øret.

Der gik ikke mange sekunder, før hun stod foran mig og præsenterede sig selv – unødvendigt, men passende formelt, vores spirende relation taget i betragtning – og trak mig ind i hendes kontor. Havde jeg haft en god tur herover? Ja, tak det havde jeg da. Det regner dog lidt. Ja, det gør det da også – jeg har glemt at kigge udenfor i dag. Ja, du må da også have travlt. Nej, det er ikke så slemt, jeg hygger mig bare med mine ansatte.

Det kunne jeg med det samme mærke var rigtigt. Camilla ville hundrede procent hellere snakke med mennesker, end fortabe sig i skyernes passeren uden for det store panoramavindue. Hvor var den strenge direktør, jeg havde forestillet mig?

Mens vi small-talkede sad jeg lidt nervøst på kanten af den røde plasticstol. For ét var at tale om hvem, vi er og vores rejse i livet, det er spændende i sig selv. Men hvordan kan jeg få åbnet for de mere personlige emner, jeg har brug for at tale om? Og kan jeg overhovedet tale med hende om det?

Signe Unmack, var på vores talentudviklingsforløb i januar-marts 2020. I dag arbejder hun som Udviklingskonsulent i Psykiatrien.

Jeg overvejede min strategi og handlemuligheder, mens vi snakkede lidt om løst og fast. Jeg fornemmede, at hver gang jeg brugte et ord, tog hun fat i det, kiggede undersøgende på det, overvejede om hun skulle spørge ind til netop dét ords betydning for mig.

Det skete flere gange, at jeg blev spurgt med skarpt blik, hvad jeg mon mente med dette og hint. Jeg fornemmede, at hun var ved at prøve at placere mig.

Kunne hun så også fornemme, at jeg står i et mørkt hul og har brug for hendes hjælp til at trække mig op? At jobsøgningen og afslagene og livet har givet mig lidt for mange tæv den seneste tid?

Camilla forlod small-talken og vendte sig mod dissekeringen af mit CV – der var mange ting, der kunne gøres bedre! Font og farve og læsevenlighed blev gennemgået – det var jeg forberedt på, for det har alle mennesker en mening om, når man er jobsøgende.

Men så kom det overraskende spørgsmål: Hvor var jeg i CV’et? Jeg fattede ingenting. Skulle jeg være nogle steder i det? På trods af, at jeg er Cand. Mag. med en forkærlighed for mennesker og deres vidunderlige kompleksitet, forstod jeg efter godt syv måneder i dagpengesystemet ikke hvad jeg selv, med min vidunderlighed, havde at gøre i et CV

Jeg havde efterhånden været så længe i systemet og fået så mange forskellige ting at vide om ”den gode jobsøgningsproces”, at jeg havde skrabet de små aspekter af i mig, der ikke passede ind i de standardiserede formler. Camilla tog det helt roligt og spurgte mig ”Hvad brænder du for?”.

Mit yndlingsspørgsmål. For jeg elsker psykiatrien. Eller rettere: Jeg ser psykiatriens udviklingspotentialer og jeg har patienterne så nær mit hjerte, at de nogle gange trykker på mit luftrør. Jeg fortalte om, hvor jeg i løbet af universitetstiden har forsket i psykiatrien, om min drøm om at lave en Ph.d. med fokus på psykiatri og om, hvordan jeg håber på at kunne være med til at forbedre vilkårene og behandlingen for patienterne.

Jeg var begyndt at tale mig selv varm og var der en snigende følelse af identitetsforankring?

Camilla kvitterede min spirende selvsikkerhed med det afgørende spørgsmål: var jeg sikker på, at Ph.d.-vejen var den rigtige for mig? Hun var forvirret. For som hun sagde: den kvinde, der sad i den røde stol foran hende, synede ikke som en klassisk forsker-type, der bedre kan lide teori end praksis.

Jeg var forvirret.

For det havde jeg da lige sagt var mit livs mål og hvad bildte hun sig ind at tage den fra mig, når vi lige have lært hinanden at kende og det var da bare trælst, nu hvor jeg lige havde følt en snigende ’jeg’!

For selvom jeg kan være håbløst diffus og have en tendens til at fortabe mig i filosofiske diskussioner af ’væren’, så vil jeg samtidig gerne have fingrene i mulden og mærke forandringens puls. Men hvor kan jeg ellers gøre en forskel? Hun lænede sig tilbage i stolen med armene over kors med et velvidende drag om munden. ”Ja, jeg har en masse ideer”. Det irriterede mig og tændte samtidig min nysgerrighed. Hvad så hun, som jeg ikke gjorde?

Hendes selvsikkerhed begyndte at smitte af på mig. Havde jeg virkelig så meget at tilbyde, at jeg rent faktisk kunne gøre en praktisk forskel, væk fra akademikernes høje tårn? For ja – jeg havde da ikke lyst til at sidde begravet i min egen forskning væk fra andre menneskers nærvær og inputs – så ekstrovert er jeg da trods alt.

Og afslagene på Ph.d.-ansøgninger, der netop var tikket ind i min indbakke, havde da også gjort sit til, at jeg ikke havde lyst til at åbne den Pandoras æske igen lige foreløbig.

Så hendes ord og forhåbninger for min fremtidige gerning gik direkte ind og rodede op i min virkelighedsopfattelse. Kunne der virkelig være en anden vej?

Jeg fortalte hende om de andre stillinger, der lurede i min browser, som jeg havde svært ved at forfatte ansøgninger til. Kunne jeg være god nok til at være projektleder for et satspuljeprojekt i psykiatrien? Var det muligt? Camilla så, at det var muligt.

Min passion for mennesker vil kunne få mig ansat i en hvilken som helst stilling – sagde hun. Jeg var stadig tvivlende. Og det kunne hun mærke.

Camilla havde ikke som fokus at få mig i arbejde. Som hun sagde, var det en del af formålet med mentor-møderne, men hun fornemmede, at jeg havde allermest brug for, at hun viste mig, at den vippe, jeg stod på, ledte ned i et fyldt svømmebassin.

At jeg havde brug for at vide, at poolen var fyldt til randen af lunkent vand, som ville tage imod mig og beskytte mig i mit spring. At der ikke var det tomme svømmebassin af beton og tidsler, som jeg frygtede. Så da jeg gik ud fra hendes kontor – efter næsten tre timers intens samtale om mit ’jeg’ – var min magtesløshed trådt lidt mere i baggrunden og mit lys var begyndt at skinne lidt klarere.

Jeg fornemmede, at jeg stod på vippen, i badedragt, svømmebriller og med den friske luft knitrende i mine ører, og vandet var begyndt at pible ind fra sprækker i svømmebassinets murer. Det var ikke fyldt endnu, men små pytter af håb, tillid og tro var begyndt at forme sig.

I dagene efter samtalen, begyndte hendes tro og tillid at vokse i mig. Jeg begyndte at blive fandenivoldsk. Den følelse kunne jeg genkende. Det er ikke uden grund, at mine tidligere projektteams har kaldt mig for ’boss-lady’.

Min indre boss-lady begyndte at titte frem igen og jeg bød hende velkommen. Så da jeg ringede på stillingen som projektleder til satspuljeprojektet, fornemmede jeg, at de ikke var nået så langt i planlægningen af projektet. Og i LEAD THE TALENT, havde vi netop arbejdet med Business Model Canvas, interessentanalyser og andet lækkert fra projektledelsesfaget, som jeg havde glemt, at jeg havde fritids-nørdet derhjemme på kolde vinterdage i de forgangne år.

Så jeg begyndte at skrive ansøgning, CV og udfærdige en projektbeskrivelse til stillingen. Nu skulle jeg vise dem, hvad en nyuddannet også kan. Camillas ord og svesken-på-disken adfærd havde inspireret mig til at vise verden, hvem jeg er.

Det blev til en 13 siders projektbeskrivelse, som jeg sammen med ansøgning og CV sendte afsted med bævende hjerte og et spirende håb for at blive inviteret til en samtale. Dagene gik og jeg hørte intet.

Lige indtil mailen tikkede ind – den mail, der inviterede mig til samtale i Vejle. Jeg blev glad, men samtidig nervøs. For nu skulle jeg jo overgå de 13 siders dristighed, jeg lagde stilen for i ansøgningen! Men nu var jeg jo startet, så jeg kunne lige så godt fortsætte.

Så jeg udfærdigede en pilotundersøgelse af afsnit 02/03 i psykiatrisygehuset og en kombineret PDSA/Stage Gate Model over processerne i projektet. Også afsted til Vejle i mors lille, grå Toyota med blazer og energidrik.

Samtalen gik godt og jeg var glad. Og håbefuld. Ved at gå ud af mit gode skind. For var det for meget? Havde jeg blæst dem omkuld i al min personlighed og fandenivoldskhed? Var jeg blevet for dristig? Camilla havde fået mig overbevist om, at det var vejen at gå.

Dagen inden 2. samtale med Camilla fik jeg opkaldet. At jeg var gået videre til jobsøgningens anden samtalerunde og at jeg var den ene ud af to håbefulde kandidater. Jeg var ekstatisk. Og mest af alt glædede jeg mig til at fortælle nyheden til Camilla og se hendes ansigtsudtryk.

For som mentor er hun så dedikeret, at hun fejrer andres gode nyheder som var det hendes egen. Da hun var faldet ned over nyheden, gik hun ind til benet, som hun har for vane. Hun stillede de direkte spørgsmål. Var jeg klar? Hvad var min plan? Hvordan havde jeg det? Hvor fyldt var mit svømmebassin?

Jeg fortalte, at jeg var klar. At mit bassin var halvt fyldt.

Vi havde endnu engang fået stadfæstet vores tillidsfulde og troværdige relation, hvor grin, gråd og nærvær er grundstenen. For selvom hun havde levet et helt andet liv end jeg – og at hun tilmed aldrig havde været arbejdsløs – kunne hun sætte sig selv i mit sted og se livet, som jeg så det.

Det er den gode mentor for mig.

Et menneske, der ikke er bange for at ligge ancienniteten fra sig og være til stede i den ellers skæve magtrelation med en bevidsthed om, at vi giver til hinanden. At man som mentor har lov til at stille de spørgsmål, man ellers ville mene var grænseoverskridende.

At det er mentors opgave at påpege alternative valgmuligheder, så mentee ikke sætter sig fast på én strategi, der typisk er formuleret af et manglende kendskab til ’den virkelige verden’.

Sikke et paradoks! Så mentors opgave er at være formidler og talerør. Mentor skal sidde med os på kongeklippen og vise os vores kongerige, så vi bliver klædt på til at gå ind i det, der kan føles som arbejdslivets elefantkirkegård vel vidende, at de hyæner vi må finde dér, ikke kan æde os.

For vi er vores egen Mufasa.