I tre måneder har fem unge talenter fra High Potentials skabt værdi for en aarhusiansk vækstvirksomhed ved at analysere og udvikle en skaleringsstrategi til et nyt udlandseventyr. Men også internt blandt talenterne har forløbet været værdifuldt og udviklende.

Den aarhusianske film- og kommunikationsvirksomhed SIGNAfilm har i en periode på tre måneder haft fornøjelsen af fem talenter fra LEAD THE TALENT. Her har kandidaterne udfoldet og udbygget deres kompetencer for SIGNAfilm, der ønsker at udvide og udvikle forretningen til andre markeder end det danske.

Ifølge caseholder og virksomhedsejer af SIGNAfilm, Jan Tanderup Petersen, har forløbet da også givet god mening. Han påpeger, at gevinsterne – ved at sammensætte fem forskellige kandidater med forskellige uddannelsesbaggrunde – er uvurderlige.

”Hvis jeg skulle have gjort det her selv, ville det tage tid fra andre projekter i virksomheden, og så havde vi ikke været i besiddelse af de værdifulde indsigter, som teamet har fået undervejs,siger Jan Tanderup Petersen.  

Vigtigt med nye øjne

I processen har de fem caseknusere blandt andet været på feltture, indhentet data og kommet rundt i alle mulige afkroge af virksomheden. Det er vigtigt, at kandidater bliver en del af virksomheden, mener Jan Tanderup Petersen.

”Det har været en unik mulighed for SIGNAfilm. Teamet har en bred mangfoldighed med forskellige uddannelseskompetencer. Vi har fået nogle andre øjne på vores ekspanderingsstrategi, og så har kandidaterne været utroligt gode til at komme med deres syn på, hvordan vi driver vores forretning,forklarer virksomhedsejeren.

SIGNAfilm matchede med kandidaterne, da virksomheden deltog i LEAD THE TALENTS talentudviklingsforløb, High potentials. Her mødte film- og kommunikationsvirksomheden et eldorado af unge, håbefulde talenter.

 

Lærerigt forløb med masser af udfordringer

Et af gruppens talenter er 25-årige Anna Sofia Irons. I sommeren 2018 færdiggjorde hun sin uddannelse fra BSS i Corporate Communication. For hende har kompetencediversiteten blandt medtalenterne været en tidlig julegave.

”Jeg synes, at det er utrolig inspirerende at arbejde tæt sammen med nogen, som ligger langt fra mine egne faglige kompetencer,fortæller Anna Sofia Irons og tilføjer:

”Det er enormt lærerigt, fordi vi udfordrer hinandens tankegange – og ser tingene i andre perspektiver. For eksempel har vi i gruppen en journalist, som har en anden praktisk tilgang til kommunikation, end jeg er vant til.”

Hun bakkes op af Janne Roest-Madsen, der er cand.ling.merc. i virksomhedskommunikation.

”Når vi fremhæver værdien af at have arbejdet så intenst i et team på fem personer, handler det ikke om, at vi ikke har arbejdet i teams tidligere. Det handler om, at gruppedynamikken og sammensætningen af et team varierer, og at man altid vil tage læring med sig fra de forskellige konstellationer, man indgår i. På den måde har det været en lærerig og udviklende proces – og unik mulighed,” siger Janne Roest-Madsen.

Teamet består af Jeppe Kristensen, som er journalist, Laila Gottenborg Lauridsen, uddannet pædagogisk antropolog, Christian Holm Cidlik, der i sommer blev færdig med sin uddannelse i cand.merc.sol., Janne Roest-Madsen er cand.ling.merc. i virksomhedskommunikation og Anna Sofia Irons, der har en kandidatgrad i Corporate Communication.

TIL DIG DER VIL VIDE MERE

Vil du vide hvordan du selv får et team af talenter til at løse din udfordring på 12 uger?

Skriv dig op til en uforpligtende snak med en af vores konsulenter. Vi kommer omkring forløbet, om dine muligheder og idéer.